Spar Nord Fonden støtter opstart af Helteakademiet i flere byer
Helteakademierne giver allerede børn frirum fra sygdommen 12 forskellige steder i landet på både Superligaklubbers baner og på en række aflastnings- og behandlingssteder. Med bevillingen på 136.000 kr. fra Spar Nord Fonden kan Helteakademiet nu i første omgang tilføje Randers til den eksisterende Helteakademi-liste, der nu snart tæller flere akademier fordelt rundt i landet.

I efteråret 2020 iværksatte Legeheltene initiativet Helteakademiet, der er et fritidstilbud til børn tilknyttet somatikken, og som lever med handicap, kronisk eller langvarig sygdom. I samarbejde med en række Superligaklubber, skoler og døgnbehandlingssteder samler Helteakademiet hver uge børn til leg, boldspil og fællesskab.
I foråret 2024 træner mere end 200 børn fast hver uge på Helteakademiet, og med flere helteakademier præsenteres endnu flere børn nu for et fast ugetilbud med leg, boldspil og fællesskab, hvor en række Legehelte og frivillige trænere skaber godt humør og et sted at høre til uanset niveau og dagsform.
Det betyder alverden for Legeheltene, at vi med bevillingen fra Spar Nord Fonden nu kan give endnu flere børn mulighed for at være en del af et fællesskab med ligesindede med boldleg som samlingspunkt.
I Nordjyllandsfonden er opbakningen til Helteakademiet stor.
- Med Helteakademiet kan sygdomsramte børn se frem til at få et frirum og et fællesskab med andre i en lignende sårbar situation. Fællesskabet er båret af børnenes interesser og kan måske være det sted, hvor bekymringerne for en stund bliver sat på pause. Derudover samarbejder Helteakademiet med det etablerede foreningsliv i hele landet, og en stor flok frivillige er med til at føre aktiviteterne ud i livet. Det er et godt eksempel på et meningsfuldt projekt, som vi i Nordjyllandsfonden gerne bakker op om, udtaler fondsdirektør Bo Uggerhøj.
Helteakademiet skaber afgørende tilhørsforhold for børnene
- Da Elias startede på Helteakademiet, sagde han: “mor, nu har jeg fundet mit sted”, og man bliver altså lidt rørt, når man ser ens barn få den succes, og det betyder meget, når man føler sig alene, at man ikke bliver kasseret, fortæller Christina, der er mor til Elias, som er tilknyttet Helteakademiet.
Hvert 6. barn under 16 år i Danmark lever med en kronisk sygdom (Danske Patienter, 2024), og det kan gøre det svært at deltage i en fritidsaktivitet. Som deltager i Helteakademiet får syge børn mulighed for en hverdag med de samme glæder og oplevelser som børn uden sygdom. Helteakademiet afvikler flere forskellige helteaktiviteter i løbet af året, herunder 3-dages Heltecamp for familier med syge børn, fastelavnsfodbold, ’Bold eller ballade’ ved Halloween og julefodbold med pakker mm.
Om Helteakademiet
- Helteakademiet er et tilbud til langtidsindlagte og kronisk syge børn i alderen 5-14 år.
- Helteakademiet udspringer af Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene, der skaber aktiv leg og bevægelse for indlagte børn på 40 afdelinger inden for hospitalsvæsenet, børne- og ungepsykiatrien, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge.
- Bag Helteakademiet står Børneulykkesfonden i samarbejde med en række Superligaklubber i Danmark, herunder: Odense Boldklub, Lyngby Boldklub, AGF og Aab.
- Alle Helteakademi-træninger foregår med en legehelt-træner og en række frivillige trænere. I alt har Helteakademiet tilknyttet +50 frivillige trænere.
- Helteakademiet finansieres via donationer, sponsorater, fonde og offentlige puljer.