Tusindvis af nordjyske børn skal skabe kunst i Picassos ånd
Mere end 5.500 børn skal arbejde med kunst inspireret af den verdensberømte kunstner Picasso på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Det sker gennem undervisningsforløb for skoleklasser og workshops for familier i den længe ventede udstilling Late Picasso, der åbner den 9. maj. Målet er at styrke børnenes kreativitet og trivsel – og projektet munder ud i et stort fælleskabt kunstværk.

Ethvert barn er en kunstner. Problemet er, hvordan man forbliver en kunstner, når man bliver voksen.
Sådan sagde den verdensberømte kunstner Pablo Picasso, som man den 9. maj-6. september 2026 kan opleve i den storslåede udstilling Late Picasso på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Picasso var overbevist om, at vi som børn besidder en naturlig, løssluppen kreativitet, der ofte går tabt, når vi bliver voksne.
I et særligt projekt inviteres børn nu ind i Picassos kunstneriske univers gennem undervisningsforløb for skoleklasser og workshops for familier med målet om at tænde en kreativ Picasso-skaberkraft og nye kunstneriske fællesskaber, der forhåbentlig rækker fra børneliv til voksenliv.
Styrker børns kreativitet og udvikling
Formidlingsprojektet Picasso-Lab henvender sig til 4. klasser, 5. klasser og specialklasser i Aalborg Kommune, Brønderslev Kommune og Jammerbugt Kommune som del af deres undervisning.
Skoleklasserne kan deltage i et tilrettelagt forløb med undervisning i udstillingen og efterfølgende kreativ workshop. Her arbejder eleverne med Picassos metoder og eksperimenterende tilgang til form og udtryk.
Hver klasser bidrager til et stort fælles-skabt værk på muren i museets park. Den fællesskabsfølelse, der opstår, bidrager til styrkelse af børnenes livsduelighed og skal give lyst til at bidrage til noget, der er større end en selv. Samtidig tilbydes undervisningsmateriale til skoleklasser, der besøger museet på egen hånd.
Picassos innovative tilgang til kunst kan inspirere børn til at tænke kreativt og se verden fra forskellige perspektiver. Hans kunst viser, at der ikke findes én rigtig måde at skabe på. Det kan give børn mod til at tænke anderledes i en hverdag, der ellers ofte er præget af krav og systemer
I sommerferien kan børn og deres familier desuden deltage i kreative Picasso-workshops i museets park.
Projektet løber i hele udstillingsperioden og forventes samlet at nå op mod 5.500 børn.
Gratis deltagelse og offentlig transport
Projektet er støttet af Nordjyllandsfonden, som også har bidraget til realiseringen af udstillingen. Både undervisningsforløb og entré er gratis for de deltagende skoleklasser. Der er desuden gratis offentlig transport for skolerne til og fra museet, i samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab.
- Vi ønsker at være med til at give flere børn i Aalborg og Nordjylland adgang til kunst – ikke mindst gennem fællesskaber, hvor de selv er aktive og skabende. Vi ved, at kunst kan bruges som sprog for se verden i et nyt perspektiv eller åbne for nye måder at lære på. Derfor er vi glade for, at Nordjyllandsfonden har valgt at støtte projektet; og invitere tusindvis af nordjyske børn ind i Picassos og kunstens verden,” siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten.
Dette engagement deles med Nordjyllandsfonden, hvor man glæder sig over at kunne bidrage til, at endnu flere børn får adgang til kunst og kreative fællesskaber.
Når børn møder kunst og selv får lov til at skabe, styrker det både fantasi, fællesskab og troen på egne evner. Derfor er vi glade for at støtte et projekt, der giver tusindvis af nordjyske børn mulighed for at opleve Picasso og udfolde deres egen kreativitet
Picasso-Lab i Skulpturparken
Børn og voksne kan sammen prøve kræfter med Picasso-inspirerede aktiviteter og blandt andet male emojis på tallerkner inspireret af Picassos legende portrætter og keramiske ansigter.
Tallerknerne kan enten tages med hjem eller blive en del af et stort fælles kunstværk, som løbende vokser frem i Skulpturparken hen over sommeren.
Aktiviteten kræver ingen tilmelding, og alle kan være med.
Åbningstider
Picasso-Lab i Skulpturparken
Tirsdag-torsdag samt søndag kl. 12.00–15.00
Gratis med entré til museet
Picasso-Lab x Summer Lounge
På udvalgte Summer Lounge-onsdage holder Picasso-Lab ekstra åbent fra kl. 15.15–17.00.
- 1. juli
- 8. juli
- 15. juli
- 5. august



