Aaskov Rideklub



Ridehal i Morten Korch-stil…
Ja, de eksisterer endnu. De små hyggelige rideskoler med sjæl og charme. En flok godmodige heste, små og store hesteglade piger og drenge, en hvidkalket stald, lyden af en gammel David Brown 990 traktor fra 1970, en ridehal med gammeldags underlag og et sprinkler-anlæg der betjenes manuelt, og hvor man hører vandet pumpe afsted i ét bestemt tempo.

På en måde charmerende og hyggelig – men desværre ikke en særlig miljørigtig eller rar omgang rent arbejdsmæssigt, hverken for heste eller mennesker. Derfor har Aaskov Rideklub lagt en plan for en modernisering af klubbens ridehal, så den bliver opgraderet til en mere moderne udgave. Til gavn og glæde for både dyr og mennesker!

Vi søgte helt konkret om et tilskud til vores indkøb af ny traktor på 50.000 kr.

Resten af beløbet ville vi finansiere ved ansøgning hos fonde og ved salg af jern, som frivillige indsamlede i containere ved rideskolen. Hvis Covid-situationen tillod det, ville vi desuden arrangere stævner, som også kunne bidrage til finansieringen. Og så er den gamle David Brown traktor faktisk så gammel, så vi vurderede, at den kunne sælges som veteran-traktor til et sted mellem 5.000 og 15.000 kr.

Fakta

Støttet med
50.000 kr.
Projektnavn
Ny traktor
Projektejer
Aaskov Rideklub
Projektperiode
2020-2021