
Brabrand Boligforening
Løb Mellem Husene afholdes for fjerde gang i byparken i Gellerup lørdag d. 14. september 2024. Motionsløbet er landsdækkende og afholdes i syv forskellige almene boligområder. Områder som mange måske ikke kender ret godt, men som helt sikkert er et besøg værd.
Gennem Løb Mellem Husene får vi lejlighed til at vise vores boligområde frem, og at det bidrager til byens liv og fællesskaber - ikke mindst ved at engagere frivillige, der kan inddrages i planlægningen og afviklingen af løbet. I år håber vi at nå mellem 800 og 1.000, der vil snøre skoene og blive en del af fællesskabet.
Med støtte fra Nordjyllandsfonden tror vi på, at vi kan nå det mål, så endnu flere kan opleve udviklingen af bydelen gennem motion og socialt samvær. Der er tale om et oplevelsesløb for alle på tværs af alder og fysik. Det handler om at være sammen og have det sjovt. Deltagerne kan enten gå eller løbe 5 km eller 1 mile. På ruterne er der fyldt med overraskelser og indslag. Det kan fx være altansang, en T-Rex der giver high fives og en allé fyldt med sæbebobler.
Før, under og efter løbet er festpladsen i Gellerups nye bypark fyldt med musik, underholdning, leg og madboder. I Gellerup er Løb Mellem Husene en succes, hvor vi sidste år havde over 70 frivillige, mere end 650 løbere og endnu flere besøgende på dagen. Deltagerne var både lokale beboere, men også rigtig mange fra det øvrige Aarhus deltog. Løbet fungerer således som et brobygningsarrangement, hvor alle får mulighed for at opleve og deltage i det lokale fællesskab og opleve bydelen.
Løbet er for alle, der er nysgerrige på at udforske vores boligområde og se den udvikling, bydelen har været igennem de senere år. Derudover giver løbet god mulighed for at øge den fysiske og mentale velvære og skabe nye sunde fællesskaber. Selve løbet afvikles professionelt i samarbejde med Aarhus1900 Atletik og Løb og DGI Østjylland.
Fakta
Fakta



