BROEN Stevns



Børn og unge i udsatte familier er ofte ensomme, når der ikke er økonomi til at de kan deltage i fritidsaktiviteter. Fritidsinteresser en vigtig vej til personlig udvikling. Her opbygges venskaber, og børnene får et pusterum i en hverdag, hvor de i socialt udsatte familier ofte er på mentalt overarbejde. De får ofte en sund pause fra skole og sandsynligvis også fra skærmtid. At få lov til at deltage i noget, man synes er sjovt, og som man måske endda brænder for, det skaber både glæde og styrker ens selvtillid. I BROEN Stevns mener vi, at alle børn og unge, uanset baggrund, fortjener adgang til fritidsaktiviteter og meningsfulde fællesskaber. Ved at hjælpe økonomisk med både kontingent og udstyr bidrager vi til at give disse børn og unge mulighed for at se ind i en lysere fremtid, hvor de aktivt og engageret deltager i samfundet og kan udvikle sig til omsorgsfulde voksne. BROEN Stevns arbejder udelukkende på frivillig basis og er derfor afhængig af fondsmidler. Derfor er donationer fra fonde som Spar Nord helt afgørende for, at vi kan gøre en forskel. BROEN Stevns er en lokalafdeling under hovedorganisationen BROEN Danmark. Siden starten i 2002 med en lokalafdeling i Horsens er BROEN familien vokset til at omfatte 35 lokalafdelinger landet over, og i 2024 hjalp BROEN på landsplan 7.514 børn og unge til en meningsfuld fritid i gode fællesskaber. Broen Danmark modtog i år Idrættens Sociale Pris, som er indstiftet af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden. Omkring 100 frivillige Broen-folk fra hele landet var på scenen i Herning Messecenter på direkte landsdækkende TV, da prisen blev overrakt i januar. En stor oplevelse og en stor anerkendelse af vores vigtige arbejde.

Fakta

Projektnavn
Væk fra ensomhed og mistrivsel – ud i fritidsaktiviteter og fællesskaber
Projektejer
BROEN Stevns
Støttet med
25.000 kr.
Projektperiode
2025