
Compas
Vores projekt ReDo Spar Nord - bæredygtig livsstil, handler om at nedbringe mængden af affald og mindske brugen af jomfrumaterialer. Vi vil gennem workshops, dialog og inspiration øge det brede kendskab til og erfaring med at bruge genbrugs- og overskudsmaterialer.
Vores mål er, at disse materialer skal ses som brugbare ressourcer, der er ligeså funktionelle, som de jomfruelige er. Vi har særligt fokus på at bruge virksomheders overskudsmaterialer i form af eksempelvis engangspaller.
For at kunne opnå vores mål har vi, med hjælp fra Spar Nord, etableret det bæredygtige mødested, aktivitetscenter og byggemarked ReDo Spar Nord. Her kan alle interesserede komme og arbejde med restmaterialer og indgå i et fællesskab med andre bæredygtigheds-interesserede. Vi afholder fortsat workshops resten af året og har indtil videre bygget både flagermus-huse, insektbo og plantekasser ud af overskuds-paller. Derudover har vi holdt pallefitness, hvor man på egen krop kan mærke, hvor hårdt arbejde det er, at skille pallerne ad til ny brug. I forbindelse med vores åbningsdage er der også mulighed for at få en bid mad og få inspiration til, hvad materialerne kan bruges til. Vi har nemlig også udstilling og salg af produkter lavet af de grønne iværksætttere, der til dagligt arbejder i Compas-huset.
ReDo Spar Nord giver desuden mulighed for at skoler, kommuner og lignende, der ønsker at komme på inspirationsbesøg, kan bestille en rundvisning og lære mere om vores praktiske arbejde med cirkulær økonomi og bæredygtighed.