Dansk Danseteater



Dansk Danseteaters Summer Dance består af forestillinger med samtidsdans og deltagende workshops, hvor både børn og voksne kan opdage deres egen kreativitet og udtrykke sig gennem kroppen. Vi arbejder med nyskabende samtidsdans på ypperste niveau, skabt af tidens mest fremtrædende koreografer. 

 

Forestillingerne taler sammen med det kropsligt aktive, deltagende møde med samtidsdansen. Aktiv deltagelse skaber nære og inkluderende fællesskaber, fremmer trivsel og selvværd og kan samtidig skabe en dyb forståelse af den scenekunstneriske oplevelse. Derfor er kombinationen af at se kunst på ypperste niveau og prøve kræfter med dansen på egen krop vigtigt for os. På den måde får vi sat størst muligt aftryk. I 2025 besøgte vi Aarhus, Odense og Aalborg med forestillingen "Survive" af den iransk-norske koreograf Roza Moshtaghi. Hun henter inspiration fra hverdagssituationer og forvandler dem til surrealistiske, humoristiske møder. I hendes arbejde er fiktionen ikke blot et kreativt valg – det er et værktøj til at opdage, hvad der kommer efter vores overlevelse. 

 

I denne forestilling blander Roza det ordinære, det vulgære og det overdrevne, hvor tegneserieagtige kampscener og pulserende rytmer forvandles til øjeblikke af blid poesi. Alle genbesøger deres overlevende selv, hvor de balancerer på den skarpe kant af nødvendighed – drysset med glimt af lys, blomstereng og øjeblikke af teatermagi, til originalmusik af bandet Taco Bitch. 

 

Publikum, børn, voksne og skoleelever i de forskellige byer fik mulighed for selv at prøve kræfter med at bevæge sig til forestillingens rytmer og møde hinanden i en sjov og udfordrende slow-motion blomsterkamp. På Kulturmødet Mors viste vi uddrag af sidste års forestilling ”Bloody Moon”, sat i relation til workshops på Børnenes Kulturmøde og en samtale med et tværkunstnerisk panel om, hvordan mødet med samtidskunst kan skabe særlige bånd hos børn.

 

Foto: Rolf Meldgaard

Fakta

Projektnavn
SUMMER DANCE 2025
Projektejer
Dansk Danseteater
Støttet med
250.000 kr.
Projektperiode
2025