Ungdomsringen



Nordjyllandsfonden har valgt at støtte projektet Digital Pædagogik – vejen til tillid mellem børn, unge og voksne. Projektet gennemføres som et praksisnært, landsdækkende udviklingsforløb med deltagelse af 40 fritids- og ungdomsklubber i perioden 1. oktober 2026 til 30. juni 2029. 

 

Formålet er at mindske tillidskløften mellem børn, unge og voksne i relation til digitale arenaer som spil, sociale medier og onlinefællesskaber. Projektet skal styrke klubmedarbejderes viden, sprog og pædagogiske handlemuligheder, så den stærke klubfaglighed kan bringes med ind i børn og unges digitale liv. Målet er at hjælpe den enkelte klub med at udvikle en digital pædagogisk praksis, der passer til netop deres børn, unge, medarbejdere og rammer. Hver klub deltager i et samlet forløb bestående af et online opstartsmøde, en 3-timers fysisk workshop med personalegruppen, en periode med lokal afprøvning i egen praksis samt et 2-timers fysisk opfølgningsmøde. 

 

Sideløbende gennemføres en intern evaluering og praksisnær læringsopsamling (herunder 6–8 udvalgte caseklubber). Som en del af projektet udvikles et praksisnært material, som i projektets afsluttende fase gøres tilgængeligt for alle landets klubber via Ungdomsringens hjemmeside for at sikre en bred forankring i hele klubfeltet. Projektet forventes samlet at berøre omkring 3.040 børn og unge.

Fakta

Projektnavn
Digital Pædagogik – Vejen til tillid mellem børn, unge og voksne
Projektejer
Ungdomsringen
Støttet med
1.344.000 kr.
Projektperiode
2026 - 2029