Børn & Unges Mærkesager



Konfirmationen og nonfirmationen er en af de store dage i et ungt menneskes liv. Men for familier, hvor pengene er små, kan fejringen være svær at løfte. Det vil vi lave om på. Børn & Unges Mærkesager er en frivillig forening, der hvert år tilbereder og pakker en færdig 3-retters festmenu til udsatte familier i hele Danmark. Familierne fryser maden ned og varmer den op på selve dagen – så de kan holde en ordentlig fest, uanset hvad der er på kontoen. Vi kører maden ud til 19 afhentningssteder på Sjælland, Fyn og i Jylland. Bag projektet står 25-30 frivillige, der hvert forår møder op og bruger en weekend på at lave mad til ca. 2.500 mennesker – fordi de mener, alle børn skal have en god dag. Hvert år informerer vi kommuner, provstier og organisationer som Mødrehjælpen og Røde Kors om vores tilbud. Vi oplever, at de er gode til at sprede budskabet videre – og til at hjælpe familier med at søge. Det betyder, at hjælpen når ud til dem, der virkelig har brug for den – overvejende enlige forsørgere, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, hvor mange lever for under 200.000 kr. om året. For dem handler vores måltid ikke bare om mad – det er muligheden for at give deres barn en dag, der ikke er anderledes end klassekammeraternes. I 2026 kunne vi imødekomme 122 familier, der søgte om hjælp. Med støtte fra Nordjyllands Fonden kunne vi sikre, at det blev muligt.

Fakta

Projektnavn
Donation til non-/konfirmationsmad til udsatte familier
Projektejer
Børn & Unges Mærkesager
Støttet med
50.000 kr.
Projektperiode
2025 - 2026