Folkekirkens Familiestøtte



Vi er rigtig gode til at tænke forebyggende når det gælder vores bil eller vores tænder... Desværre er vi ikke lige så gode til det, når det gælder vores parforhold. Vi ved fra forskning, at relationen mellem forældre har stor betydning for børns trivsel og udvikling. Man kan sige, at børn indånder den luft, som er mellem forældrene. Der er altså god grund til at passe på alt det gode vi har sammen - og forebygge mistrivsel. Folkekirkens Familiestøtte i Jammerbugt vil, med to nye tilbud til par, sætte fokus på forældrerelationens betydning for familiens samlede trivsel. Begge tilbud bygger på forskningsbaseret viden om, hvad der hæmmer og fremmer en sund parforholdsrelation. Med et ønske om, at flere forældre med hjemmeboende børn skal få kendskab til de nye tilbud - og benytte sig af dem, har vi udviklet Date Boxe som uddeles gratis til målgruppen. En Date Box er et "Dagligstue-date-kit", som indeholder fem opgaver, kuglepenne og informationsmateriale om de nye tilbud. Opgaverne har til formål at styrke følelsesmæssig intimitet - og gøre det "ufarligt" at sætte parforholdet på dagsordenen. Vi er stolte over, at bidrage til et fokus på forebyggelse indenfor parforholdsområdet - og vi glædes over at Date Boxene, med støtte fra Nordjyllandsfonden, kan skabe synlighed omkring de nye tilbud til forældre.

Fakta

Projektnavn
Date Boxe - til forældre med hjemmeboende børn
Projektejer
Folkekirkens Familiestøtte
Støttet med
25.000 kr.
Projektperiode
2023-2024