
For Lige Vilkår
Søskende til børn med særlige behov vokser ofte op i en familie med et højt stressniveau og stor uforudsigelighed. Det kan for søskendebarnet medføre en række svære følelser og reaktioner, som kan variere over tid, og samtidig kan der herske megen forvirring omkring følelserne. Søskendebarnet kan fx både føle trang til at beskytte sin bror eller søster og samtidig føle vrede, skam, skyld og sorg omkring familiens anderledes livssituation.
Med dette projekt ønsker vi at fokusere på søskendebørnenes livsvilkår og bidrage til at øge deres trivsel.
Netværksforløbet er et frirum, hvor søskendebørnene er i centrum og kan møde andre børn, de kan spejle sig i. Ved at give børnene et fællesskab, hvor de kan tale om alt det, der er svært at tale med andre om, kan vi bidrage til en positive udvikling. Samtidig får forældrene konkrete redskaber og et sprog, der kan medvirke til at fastholde eller øge søskendebørnenes trivsel. For de lidt ældre børn vil der være mulighed for selv at skabe et blivende netværk af ligesindede.
Børnene mødes tre gange i et frit og trygt rum, hvor der er plads til at fortælle, lytte og lege med hinanden. De skal tegne, bygge med Duplo, danse og have massage af deres forældre. Og så skal de naturligvis fortælle om deres familie og høre historier om andre børn, der har søskende med særlige behov.
Måske plantes der undervejs i forløbet et frø til nye blivende venskaber mellem børnene.
Fakta
Fakta

