
Hej Fonden
Bag Hej Fonden står de tre håndboldlandsholdsspillere Mie Højlund, Mathias Gidsel og Mikkel Hansen: "Vi kender alle tre betydningen af sammenhold. Vi ved, at plads til forskellighed gør alle stærkere. Vi ved, hvad det betyder, når man giver andre et skulderklap og selv får en hånd. Og vi har også gennem vores ungdom oplevet, hvad det vil sige, når man ikke er en del af holdet - eller holdes helt udenfor".
Fordi fællesskabet er kernen i Hej Fondens arbejde, støtter Nordjyllandsfonden følgende aktiviteter:
Hej Camps
Hej Camps er et tilbud for børn og unge, hvor håndbolden danner rammen om en særlig dag med fokus på sammenhold og trivsel.
På Hej Camps handler det ikke kun om at blive bedre til at spille håndbold – det handler om at skabe nye venskaber, styrke det sociale fællesskab og sikre at alle føler sig inkluderet.
Der arbejdes med at forebygge mobning. Gennem leg, dialog og øvelser – både på og uden for banen – får deltagerne redskaber til at styrke deres sociale relationer og forstå betydningen af et trygt fællesskab.
Hej Camps arrangeres af Hej Fonden og afholdes i hele landet i samarbejde med lokale håndboldklubber og frivillige kræfter.
Hej Holdet
Hej Holdet er et initiativ, der giver håndboldklubber med børne- og ungdomshold mulighed for at sætte trivsel og fællesskab i centrum - og dermed bidrage til at skabe en sund og opbakkende sportskultur, hvor sammenhold er det vigtigste.
Undersøgelser viser, at børn og unge, der føler sig trygge og inkluderede, har større motivation for at møde op, og udvikle sig både sportsligt og personligt. Hej Holdet vil sikre, at håndbold ikke kun handler om mål – men også om venskaber og glæden ved at være en del af et fællesskab.
Når et hold bliver en del af Hej Holdet, forpligter det sig til aktivt at arbejde med trivsel som en vigtig del af holdets kultur. Holdet modtager desuden økonomisk støtte til nye trøjer med Hej Holdets logo. Logoet fungerer som et tydeligt symbol på, at holdet prioriterer respekt, inklusion og fællesskab.
Antibulli Håndbold Prisen
Hvert år hylder Hej Fonden, en håndboldklub, der går forrest i kampen for fællesskab og mod mobning. Prisen på 20.000 kr. uddeles til en børneafdeling i en klub, hvor der sættes særligt fokus på trivslen.
Fakta
Fakta



