
Hellerup Fægte-Klub
Der søges om 30% af udgifterne til 20 oprullere + 10 meldeapparater jfr. det projekt, som er beskrevet nedenfor. Klubrumspuljen i Gentofte har allerede bevilliget de 70% og forudsætter at klubben selv skaffer resten. De 30% svarer til kr. 71.280,00 Støtte fra puljen vil sikre, at projektet straks kan sættes i gang og forventeligt afsluttes inden årsskiftet. Projektet går ud på at opdatere de meldeapparater og oprullere, som er nødvendige for at træning og konkurrencer kan finde sted i Hellerup Fægte-Klub. Uden, er der ingen fægtning. Meget af det nuværende grej er fra 2006 eller før og er nedslidt og udfaset. Meldeapparaterne sidder ud for hver pist og registrerer hvem der bliver ramt. Der er 10 piste på salen, hvoraf fem kan bruges til konkurrencer og de andre fem alene til træning. Det skyldes, at dommeren står på træningspisten og dømmer ved konkurrencer. Derfor er der behov for fem nye konkurrence meldeapparater og fem nye træningsmeldeapparater. Ved indkøb af nye konkurrence meldeapparater vil der naturligt ske en opgradering til apparater, som kan opkobles til IT og således styres fra ét kontrolrum. Det hele vil blive opkoblet til nogle skærme, som viser afviklingen af konkurrencen. Det vil skabe et træningsmiljø, som er lig det som fægterne vil møde til internationale konkurrencer og det vil forberede fægterne optimalt. Oprullerne er de tromler, som er nedsunket i gulvet og som forbinder meldeapparaterne med fægteren. Der går en ledning fra et meldeapparat til oprulleren i begge ender af hver pist. Fra oprulleren går der en ledning op igennem en mekanisk talje til et stik, som fægteren sætter sin kropsledning i. Den anden ende af kropsledningen sættes i våbnet og der skabes et kredsløb, som gør at meldeapparatet kan registrere, hvem der bliver ramt. Der er 10 piste med to oprullere til hver. Derfor er der behov for 20 oprullere, uden at der er nogle i reserve.