
Herning Care
Mission Julepakke er en del af foreningen Herning Care. Vi har siden 2010 samlet ind til julekasser med mad som flæskesteg, rødkål, kartofler, julegodter, lys og servietter. Hvert barn på 12 år og under får desuden en gave. Gaverne søges af virksomheder, og derudover har vi et tæt samarbejde med Gymnasierne i Herning, hvor elever og lærere donerer en stor del af gaverne. I 2010 uddelte vi 100 julehjælpskasser. Antallet af kasser har siden været støt stigende, og siden 2017 har vi uddelt 500 kasser. I år i 2022 endte vi med at uddele julehjælp til 640 familier.
Man kan ansøge ved at møde op på vores adresse i den sidste uge af november. Vi annoncerer om ansøgningen i Herning Folkeblad, i relevante Facebookgrupper, på vores hjemmeside og på opslagstavler - steder, hvor det giver mening ud fra vores målgruppe ekssempelvis varmestuer og krisecentre. Vi har også et tæt samarbejde med Herning Kommune, som sender informationer om, hvordan man kan søge julehjælp hos os til de familier, de vurderer har brug for det. Vores målgruppe er særligt trængte børnefamilier, især af økonomiske årsager, men også familier ramt af sygdom og lignende kommer i betragtning til at modtage en kasse.
Mission Julepakke har til formål at hjælpe med at få juleglæde ind i hjem, hvor juleglæden ellers har svære kår. December måned kan være en svær måned for mennesker, der ikke har de økonomiske ressourcer til at gøre, som der forventes i december måned, hvor julen fejres. I nogle hjem findes der ikke økonomisk mulighed for at følge alle de traditioner, som julen påskriver med god mad, gaver, juletræ osv., særligt i familier med børn kan dette være en smerte. Med uddeling af Julehjælpen hjælper vi juleglæden lidt på vej i disse hjem.
I år havde vi under udleveringen af julehjælpen afholdt julestue med æbleskiver med mere, hyggelig julemusik og aktiviteter for børnene – trylleri og konkurrence. Gaverne bliver samtidigt uddelt til børn efter aldersgrupper angivet i ansøgningen.
Fakta
Fakta

