
Køge Inderhavns Aktivitetslaug
Den gamle industrihavn (Søndre Havn) i Køge er en del af et langsigtet byudviklingsprojekt, hvor de eksisterende havnevirksomheder gradvist flytter væk fra de bynære arealer i takt med, at der er skabt et nyt stort havneområde mod nord.
Med transformationen af den gamle industrihavn kalder havnefronten på en bedre udnyttelse, der giver adgang til vandet og maritime oplevelser – og puster nyt liv i det lokale by- og kulturliv.
Ideen er at etablere et anlæg af flydebroer og landgange og give mulighed for 25-30 gæstepladser (døgnpladser) for lystbåde at lægge til i Køge inderhavn (”slipset”). Med de eksisterende restauranter og beværtninger på havnefronten kan skabes et fantastisk hyggeligt by- og stationsnært rekreativt miljø i inderhavnen, der kan give nærhed til vandet og dermed understøtte liv og aktiviteter på havnefronten.
Det vil forvandle den gamle industrihavn til et maritimt oplevelsesrum, der samtidigt kan blive ”scene” for både de frivillige foreningers og andre fællesskabers aktiviteter, såvel som mere kommercielle kulturtilbud. Og dermed skabe mere liv på i inderhavnen og binde området sammen med Køge bymidte.