
Kvisten
Projektets målgruppe er voksne kvinder over 18 år, som har været udsat for seksuelle overgreb eller seksuelt misbrug før deres 18. år. At blive udsat for seksuelle overgreb og misbrug kan have store konsekvenser – ikke blot i barndommen, men også langt op i voksenlivet. Konsekvenserne er ofte komplekse og omfattende, og mellem 60 – 80 % udvikler behandlingskrævende lidelser, der betegnes som "senfølger".
Voksne med senfølger oplever ofte stor skam og skyld over at være blevet udsat for et seksuelt overgreb og plages af en fundamental mangel på tillid til andre mennesker. Dette kan resultere i dyb ensomhed og social isolation. Senfølgerne kan gøre det umuligt at få en hverdag til at hænge sammen. Seksuelle overgreb er et uhyre tabubelagt emne, og mange hemmeligholder deres overgrebshistorie af frygt for at blive stigmatiseret. Voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten er dermed en særlig udsat og sårbar målgruppe, og det tabubelagte emne gør det kun sværere for dem at søge hjælp.
Projektet har til formål at hjælpe kvinder, der er præget af senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten, med specialiseret psykoterapeutisk behandling i grupper. Behandlingen har fokus på at forløse deres traumer og styrke dem i troen på dem selv og andre, så de bliver bedre i stand til at nyde godt af og indgå i livets fællesskaber. Den primære aktivitet i projektet er psykoterapeutisk gruppebehandling med Kvistens behandlere. Indsatsen over for kvinderne fordrer specialiseret og kvalificeret psykoterapeutisk behandling af kvindernes traumer fra opvæksten, og derfor består en af projektets hovedaktiviteter af specialisering af de psykoterapeutiske behandlere i Kvisten til gruppeterapeuter. I projektet ønsker vi desuden at udbrede kendskabet til Kvistens behandlingstilbud over for målgruppen. Dette skal ske gennem en synlighedsindsats, hvor udbyttet af Kvistens gruppebehandling skal mindske stigmatisering og tabu, og øge kendskabet til muligheden for at få hjælp.
Fakta
Fakta
Projektnavn
Fra overlevelse til livsglæde: Gruppeterapi til kvinder med senfølger efter seksuelle overgreb
Projektejer
Kvisten
Støttet med
500.000 kr.
Projektperiode
2024 - 2025