Lev



Når vi i Lev bliver kontaktet for rådgivning af vores medlemmer, der typisk er forældre eller søskende til en person med udviklingshandicap, er de fleste allerede gået et langt og smertefuldt stykke ad vejen på egen hånd. Det er ofte, når hverdagen er kørt helt i sænk, alle kræfter er brugt op, eller samarbejdet med kommunen er gået fuldstændig i hårdknude, at de, der har hårdt brug for det, søger hjælp.

Med Digital Rådgivning ønsker vi at etablere en forebyggende indsats, der når ud endnu tidligere i forløbet – både til vores medlemmer og til alle andre, der har brug for rådgivning om livet med udviklingshandicap. På den måde kan vi forhåbentlig komme flere smertefulde forløb i forkøbet og hjælpe til, at den rigtige støtte og rådgivning når ud i tide.

Digital Rådgivning bygger videre på Levs eksisterende rådgivning gennem udvikling af nye digitale rådgivningsformater og en udvidelse af vores rådgivningsindsats. Den digitale rådgivning består blandt andet af en serie podcasts om livet med udviklingshandicap samt webinarer og digitale netværksgrupper.

Fakta

Støttet med
100.000 kr.
Projektnavn
Digital Rådgivning – Et Lev-projekt for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende
Projektejer
Lev
Projektperiode
2021-2024