Kultur- og Erhvervssammenslutningen



Danmarks største kulturnat udenfor København Kulturnatten – Sct Michaels Nat i Slagelse bymidte – afholdes i 2026 for 31. gang. Kulturnatten er tilrettelagt af foreningen Sct Michaels Nat, som er en sammenslutning af kultur -og erhvervslivet i Slagelse by. Kulturnatten er en aften fyldt med traditioner, hvor byen summer af liv og stjernestunder for hele familien, og hvor byens rum åbner sig ude og inde for spændende kulturoplevelser for alle generationer og for enhver smag. Kulturnatten er båret af frivillige kræfter, men da der er udgifter til lys og lyd, vagter og ren bymidte m.m., opfordrer vi alle til at købe Kulturnattens armbånd, som giver adgang til alle aktiviteterne. Sct Michaels Nat – en oplevelse for hele familien! Hvem er Sct Michael? Sct Michaels er Slagelses Skytshelgen Sct Michael er Slagelses skytshelgen. ”Dragedræberen” Sct Michael er tit afbildet med et sværd, som han bruger i kampen imod det onde. Sankt Michael hedder også Mikkel, da det er den danske udgave af navnet Michael. Kirken hedder derfor Sct Mikkels kirke. Michael er et hebraisk drengenavn med betydningen ”Hvem er Gud?”. I navnet ligger en loyalitetserklæring: jeg sætter ikke mig selv højere end gud. Det var der engle og ærkeengle, der gjorde; men det gjorde ærkeenglen Michael netop ikke. I 2022 kom der et stort gavlmaleri op af Sct Michael og Dragen. Et dejligt samarbejde med Institut for Urban Kunst. Vi afholder kulturnat en gang årligt, den sidste fredag i september, tæt på Mikkelsdag, som er d. 25. september. Mikkelsdag var tidligere en national helligdag, hvor gårde og kirke fejrede høsten. Hvad sker der på Sct. Michaels Nat Byen summer af liv og glade mennesker, og der er mere end 15.000 besøgende denne dag/aften, som kommer for at opleve de mange forskellige idrætsforeninger, danseskoler, kunstnere, åbne kirker med musik og sang, udstillinger eller blot generelt gå en tur gennem byen og have en god aften. Der vil være underholdning for flere generationer.

Fakta

Projektnavn
Sct Michaels Nat - Danmarks største kulturnat uden for København
Projektejer
Kultur- og Erhvervssammenslutningen
Støttet med
50.000 kr.
Projektperiode
2026