
Silkeborg Pigerne & Drengene (SPD)
Formål med anskaffelse af skumkilen er, at SPD har et mål om at skabe de bedste forudsætninger, for vores gymnaster, både hvad angår teknisk udvikling, leg og glæden ved bevægelse. Vi mener, at et trygt og understøttende træningsmiljø er afgørende for, at børn og unge udvikler sig som gymnaster og vokser som mennesker, fordi det at mestre nye færdigheder har en positiv indvirkning på trivsel, selvtillid og selvværd.
Skumkilen er et stort ønske at tilføje til foreningen for at:
1.
Øge tryghed og sikkerhed: En skumkile vil markant forbedre sikkerheden for vores gymnaster ved at reducere risikoen for skader under spring og øvelser. Dette redskab er afgørende for korrekt udførelse af spring og øvelser, hvilket giver gymnasterne en tryg træningsoplevelse.
2.
Styrke udviklingen: Skumkilen vil være et essentielt værktøj for vores gymnaster i udviklingen af deres tekniske færdigheder. Den gør det muligt at træne mere avancerede spring ved at opdele dem i delelementer, som kan sammensættes til færdige spring og kombinationer. Derudover vil den spille en vigtig rolle i motoriktræningen for de yngste gymnaster.
3.
Øge tilgængeligheden: Som en lokal forening ønsker vi at tilbyde det bedste for vores gymnaster. Vi har desværre ikke haft mulighed for at anskaffe en skumkile inden for vores nuværende budget, og derfor søger vi jeres hjælp. Det store brug af SPD’s faciliteter slider på redskaberne, og flere redskaber kræver vedligehold og reparationer, hvilket prioriteres højt grundet sikkerhedsaspektet.
4.
Styrke fællesskabet: Ved at opgradere vores udstyr kan vi modtage flere medlemmer og tiltrække og fastholde trænere samt styrke fællesskabet i vores forening. Vi ønsker at være et samlingspunkt for børn og unge i området, hvor de kan være fysisk aktive og udvikle sig socialt.
En skumkile vil ikke kun gavne gymnaster i foreningen men også børn og unge i Silkeborg, da SPD i høj grad udlåner faciliteter til andre foreninger, forældregrupper og efterskoler.
Fakta
Fakta
Projektnavn
Sikker og Udviklende Træning for Silkeborgs Gymnaster: Anskaffelse af Skumkile
Projektejer
Silkeborg Pigerne & Drengene (SPD)
Støttet med
25.994 kr.
Projektperiode
2024