Skagens Kunstmuseer



Aftenakademiet 2.0 er en arrangementsrække, som genopliver idealerne fra P.S. Krøyers Aftenakademi anno 1883. Viden, sanselighed og kunst smelter sammen i disse dynamikskabende arrangementer.

 

Aftenakademiet blev stiftet af P. S. Krøyer i 1883 og bestod af skagensmalerne, deres kreds af samtidens kunstnere og intellektuelle samt af og til nogle lokale. Der findes forskellige fortællinger om hvorfor akademiet opstod, men de peger på det samme: at Aftenakademiet var et rum for møder og udvekslinger mellem mennesker, der blev bragt sammen af kunsten.

Det oprindelige Aftenakademis karakteristikker går igen i det nutidige Skagens Kunstmuseers vision og mission. Aftenakademiet anno 1883 var et sted hvor diskussioner om fortiden, samtiden og fremtiden flød lige så let som det gode til ganen, og hvor samarbejder og bekendtskaber opstod. Dialog, æstetik, værdi og trivsel er fire centrale værdier i Skagens Kunstmuseers vision og mission, og bl.a. derfor genopliver vi Aftenakademiet i 2021.

Vi kalder det Aftenakademiet 2.0. Et arrangement i regi af Aftenakademiet 2.0 kan være et klassisk foredrag, det kan være en koncert, en debat eller en oplevelsesaften. Gæsterne vil kunne møde kunstnere, kunsthistorikere, forfattere, litterater, musikere, forskere, kokke, konservatorer, socialhistorikere, udefrakommende, lokale og ikke mindst hinanden. De vil kunne se interviews, høre foredrag og musik, smage på champagne og lokale råvarer. Aftenakademiet 2.0 er et rum for alle sanser og et sted hvor de samtaler, der udvikler sig, er lige så vigtige som den viden, der bliver præsenteret. Samtidig er det en række arrangementer, vi håber at de lokale vil frekventere og betragte som en obligatorisk fornøjelse hele vinteren.

Velkommen i Aftenakademiet 2.0.

Fakta

Støttet med
200.000 kr.
Projektnavn
Aftenakademiet 2.0
Projektejer
Skagens Kunstmuseer
Projektperiode
2021-2022